Vi har netop afsluttet udgravningerne ved Langfredparken, hvor vi udgravede et areal på 4000 m2 efter en indledende forundersøgelse i august, som dækkede et lidt større areal. Og selv om området er stærkt nedpløjet fik vi også ganske interessante resultater ud af det. Vi har gravet en lille gravplads med 12 grave fra tiden efter Kr.f. Det vil sige fra en periode, vi kalder ældre romersk jernalder. De fleste grave var næsten helt pløjet væk, men lidt over halvdelen indeholdt gravgaver i form af lerkar, de rigeste endda op mod syv lerkar og en jernkniv i tilgift. Det er måske ikke superrigt i forhold til, hvad vi ellers kender fra jernalderen, men dog interessant. Særligt fordi gravene lå tæt op ad den samtidige boplads. Vi stødte under udgravningen på seks huse og nogle mindre bygninger fra samme periode. De har tydeligvis ikke stået der samtidigt, men repræsenterer nok 2 gårde, der skiftes ud med en generations mellemrum. En sådan antagelse er i god overensstemmelse med gravene, der også er fordelt i to små klynger.
Nu forestår så et beretningsarbejde. Vi skal have vasket og beskrevet oldsagerne, og vi skal have dateret husene nærmere ved at C-14-datere trækul og eventuelle kornrester fra de jordprøver, vi har taget med hjem fra husenes stolpehuller. Det varer lidt, før resultaterne kommer.
I mellemtiden fortsætter museet med udgravninger i Malling og siden i den nye bydel Nye, men vi regner også med at skulle tilbage til Sabro i løbet af 2017. Vi har tidligere udpeget området umiddelbart mod vest til udgravning, og vi regner med, at det bliver sat i gang i løbet af næste år. Vi kan også forstå, at der er planer for det lille område mod øst, hvor jeg føler mig overbevist om, at der vil blive anledning til en arkæologisk undersøgelse.
Oversigtstegning over udgravningen i Langfredparken.
Leveret af Moesgaard museum.Ovenstående er skrevet af:
Rasmus Birch Iversen
Museumsinspektør, ph.d.
Antikvarisk Afdeling
Moesgaard Museum