Artikkel bragt i JP Aarhus 8/2-23, skrevet på vegne af Fællesrådet af formand Ib Jensen.

Små og store bump på vejen.

Vi kender det alle – det med bump på vejen – både som metafor på livets vej og så de rigtige fysiske bump på vores vej. Sådan nogen fysiske bump på vejene; dem har vi i Sabro. Kært barn har som bekendt mange navne. Her kaldes de i flæng pukkelbump, paddehatte, pukkelpist og sikkert også nogle mindre flatterende navne, da de absolut ikke er elskede af alle.

For ja, i Sabro har vi fastholdt pukkelbump; efter at Aarhus Kommune i slutningen af 2020, i stor hast uden nogen form for varsel eller dialog etablerede de 40 km/t-zoner, som vi havde ønsket os i mange år og som man fra kommunalt hold endeligt havde besluttet: at nu – som i NU – skulle 40 km/t-zoner etableres i 14 mindre byer i kommunen. For et sikre at hastigheden i praksis også blev holdt nede på de 40 km/t havde man også besluttet, at der skulle laves pukkelbump. Det gav en del temmelig højlydte protester, hvorefter politikerne rystede på hånden og nu skulle bl.a. fællesrådene inddrages. Det blev vi også i Fællesrådet for Sabro-Fårup og ja, vores indstilling delte absolut vandene.

I den bedste af alle verdener burde det slet ikke være nødvendigt med sådanne foranstaltninger, når der er er skiltet med 40 km/t. I virkelighedens verden ved de fleste os så også; at så enkelt er det desværre ikke. En mindre gruppe motoriserede trafikanter har desværre meget svært ved at fange budskabet om de maks. 40 km/t, som skal sikre både fodgængere og cyklister der enten færdes på vejen eller blot skal over denne.

Vores indstilling er derfor, at pukkelbumpene bevares indtil en evaluering eventuelt viser noget andet, da alternativet er såkaldte pudebump, som vi ikke mener har nogen effekt på hastigheden. Årsagen til, at det kun er disse to typer der kan bruges, er at busserne skal kunne passere uden at blive generet. Dette er et krav fra Midttrafik, som står for busdriften.
Vi havde så også en klar forventning om en evaluering af effekten på hastighed og trafikmængde indenfor en overskuelig fremtid – i vores bog et års tid.

I vores forslag om at bevare de pukkelbump, der nu en gang er etableret indtil en evaluering viser effekten eller manglen på samme, er det vigtigt at påpege, at Fællesrådet for Sabro-Faarup er paraplyorganisation for bl.a. Grundejerforeningerne i området, uden egentlig bestemmende eller besluttende myndighed. Det er byrådet, der har besluttende myndighed – og sådan skal det også være. Fællesrådet han således ikke beslutte – kun foreslå.

Vi blev ved etableringen stillet en evaluering i sig udsigt, hvilket jo skulle vise om pukkelbumpene har effekt på hastighed og trafikmængde. Det med trafikmængden skyldes, at Sabro Kirkevej og Vistoftvej agerer ”omfartsvej” for trafikken på Stillingvej og Viborgvej for at undgå Sabro Korsvejs krydset, hvor de to veje ellers krydser hinanden.
Evalueringen fra kommunen venter vi her mere end 2 år senere stadigt på kan vise os, om de etablerede pukkelbump virker eller de bare er bump på vejen og dermed kun til almindelig gene. Netop det, at de har effekt på hastighed og mængden af gennemkørende trafik er helt afgørende for vores opbakning til, om de skal bevares.