Regionens Sparekatalog for busser i Sabro

Nu har formanden fået gravet sparekataloget frem og har fået det fravristet regionen.

Linje 111 og 116 nedlægges.

Linje 914x nedlægges.

Linje 114 fastholdes men udvides med budgettet fra 914x som følger (modtaget fra Region Midt)

”På strækningen Fårvang-Aarhus fortsætter regionen med at finansiere buskørslen.
Midttrafik foreslår, at rute 114 forbedres særligt på strækningen Hammel-Aarhus. Pengene hertil fås ved at nedlægge rute 914X. Hvilke konkrete forbedringer, der vil ske, er der endnu ikke taget stilling til.”

Aarhus Kommune:

Linje 14 fra Tilst forlænges til Sabro og vil sandsynligvis køre, hvor 111/116 kører i dag, med endestation omme ved skolen. De er i øjeblikket i gang med at undersøge hvor holde-/pauseplads kan placeres omme ved skolen.

Hyppigheden vil være den nuværende til Tilst dvs. ½-times drift, men morgen og eftermiddag 20 minutters drift. Eneste minus er 2-4 minutters længere transporttid

 

Hvis det bliver som beskrevet ovenfor tænker jeg at vi kan være ganske tilfredse, da vi grundlæggende får bedre (oftere) betjening.

 

Eneste problem der er tilbage er transport til Hinnerup, men der kan flextur/flextransport være et fint alternativ, omend jeg p.t. ikke kan gennemskue prisstrukturen. I Aarhus koster det 30 kr. i start og 4 kr. per kilometer, men når kommer ud af kommunen, koster det 100 kr i start og 14 kr. per kilometer. Hvordan en tur til læge i Hinnerup betales kan jeg ikke gennemskue p.t.

Busser Region Midts Sparekatalog 2019
Nedenfor findes det materiale, vi har fået fra Region Midt dateret 4. oktober 2018.

Udfor mange linjer står der: ”Ruten ændrer finansiering”. Det betyder, at Region Midt ikke længere betaler for ruten
og hvis ikke den/de bærret kommuner vil betale, nedlægges ruten.

For de konkrete linjer er kun linjerne 111, 112, 114, 116 og 914X medtaget. Det er klippet ud af det samlede katalog
og derfor ser det også ”klippe-klistre”agtigt ud.
Fællesrådet for Sabro-Faarup
******************************
Notat
Plan for budgetoverholdelse vedrørende kollektiv trafik
Regionsrådet besluttede i marts 2018 at gennemføre besparelser på det regionale busrutenet. I samarbejde med
Midttrafik er der udarbejdet et bruttokatalog med besparelsesforslag på 60,3 mio. kr.

Ved behandlingen af budget 2019 i september 2018 blev besluttet, at regionsrådet på mødet i oktober 2018
forelægges en plan for budgetoverholdelse vedrørende kollektiv trafik i 2019. Planen skal tage afsæt i, at
bruttokataloget, der er drøftet med kommunerne, indfries fra 1. april 2019.

Der er med udgangspunkt i bruttokataloget gennemført møder i juni, august og september 2018 mellem
borgmestrene for berørte kommuner og regionsrådsformand Anders Kühnau, formand for udvalget for regional
udvikling Jørgen Nørby, og næstformand i udvalget Flemming Knudsen.

Generelt har kommunerne givet udtryk for:
– Ønske om mere tid til at finde og implementere løsninger på lokale transportbehov i områder, der hidtil er
betjent af regionen.
– Regionens medansvar for transport af uddannelsessøgende til ungdomsuddannelserne på tværs af
kommunegrænserne.
– Ubalance i det serviceniveau regionen leverer til kommunerne
– Forslag om fælles løsninger. Flere kommuner oplever samme udfordringer med den kollektive trafik som
regionen. Flere kommuner har således opfordret til i fællesskab at bringe de kommunale og regionale ressourcer
i spil for i fællesskab at få bedst mulig kollektiv trafik til gavn for borgerne. F.eks. ved at udarbejde trafikplaner
for et geografisk område, der omfatter flere kommuner.

Forslag til plan
Det konkrete forslag til Plan for budgetoverholdelse vedrørende kollektiv trafik tager udgangspunkt i, at
bruttokataloget indfries i sin helhed med virkning fra 1. april 2019.
I nedenstående oversigt er planen beskrevet rute for rute. Der er angivet nøgleoplysninger for de enkelte ruter og
angivet bruttokatalogets beskrivelse af hvert enkelt forslag. Dette er sammenholdt med regionens opsummering af
de berørte kommuners synspunkter til de respektive ruter. For enkelte ruter er kommunernes konkrete
bemærkninger prissat efter administrationens skøn.

Klik på billederne her under for at se dem i større/tydeligere format

 

 

Nedenstående for Administrationsdelen er baseret på den samlede besparelse for hele Region Midt – og IKKE kun
111, 112, 114, 116 og 914X

Se hele notatet her

Besparelser på Blaa Busser bedes genovervejet

Fællesrådets indlæg i debatten.

Til
Region Midts Udvalg for regional udvikling
Skottenborg 26,
8800 Viborg
Kopi til:
Teknik & Miljøudvalget Favrskov Kommune
Teknisk udvalg i Aarhus Kommune

Vedr. besparelser på 46 mill. Kr. på kollektiv trafik i Region Midt
Vi har i Fællesrådet for Sabro-Faarup med stor bekymring noteret os, at Region Midt har vedtaget at spare 46 mill. kr. på busdriften i 2019, uden at det står klart, hvordan disse besparelser tænkes udmøntet.

Fællesrådet for Sabro-Faarup finder det stærkt bekymrende for vores område, som ligger i udkanten af Aarhus Kommune. Området har heldigvis har været i vækst de seneste mange år; ikke mindst Sabro Øst har været under udbygning med i alt mere end 1.000 nye boliger, hvorfor også kollektiv transport er både en nødvendighed og en klar forventning fra områdets ca. 4.000 beboere.
Følgende specifikke forhold gør sig gældende for Sabro-Faarup området:
1. Området har kun de blå busser som kollektivt transporttilbud
Vi er derfor stærkt afhængige af disse med kontinuerlige afgange, hvis ikke alle skal have 2 biler i garagen, hvilket næppe gør noget godt for Regionens grønne regnskab.

2. Vi har ikke læge, tandlæge og tilsvarende i området.
Borgerne fx er tilknyttet lægehusene bl.a. Harlev, Hinnerup og Tilst. Borgere uden bil (typisk unge og ældre) er derfor helt afhængige af offentlig transport til disse byer. Ydermere varetager
lægehusene stadigt flere opgaver, hvilket gør det endnu mere relevant at der er busforbindelser.
Linje 111 kører i dag bl.a. mellem Sabro og Hinnerup.

3. De unge mennesker går på ungdomsuddannelser, fx på Langkær Gymnasium i Tilst, hvor der er ca. 7-8 km. Mange skal længere væk for at få en ungdomsuddannelse og er derfor endnu mere
afhængige af kollektiv transport, der fungerer.

4. Sammenhængseffekten i den yderste nordvestlige del af Aarhus Kommune og tilsvarende sydvestlige
del af Favrskov Kommune bliver slået itu af kassetænkning mellem region og kommune, fx ligger Skjoldelev by tilsvarende yderligt i Favrskov Kommune.
Under alle omstændigheder skal Sabro have samme betingelser for bustransport som Harlev, Hasselager, Solbjerg, Lisbjerg, Hjortshøj og Mejlby, som betjenes af busselskabet i Aarhus Kommune.

5. Transport fra området til Århus Midtby kræver klip i 4 zoner
Med højeste betaling (Zone 4) må det være et krav, at Aarhus Rutebilstation nås med max 35 minutters køretid, så man også kan komme retur på samme billet/klip med et kort ophold i byen
(2 timer fra start til slut)

Vi ved, at mange andre områder i Region Midt har tilsvarende udfordringer med de vedtagne besparelser, hvilket kun understreger problemerne med disse. Set fra vores område ser det ud som afvikling – ikke som udvikling

Vi skal derfor bede om, at man ser på de vedtagne besparelser endnu engang. De holder ikke i den virkelighed, vi sidder i som borgere.

Venlig hilsen
Formand for Fællesrådet i Sabro-Fårup